University College Nordjylland
Bookmark and Share
Du er her:

 

Kontakt

Neuropædagogisk Kompetencecenter

University College Nordjylland

Skolevangen 45

9800 Hjørring

 

Åbningstider:

Træffetid dagligt mellem 8.30-14.30

Fredag 8.30 - 13.30

 

Studiesekretær og vejleder
Kirsten Larsen
Direkte tlf. 72696217
Mobil tlf. 72690455
kal@ucn.dk

En fortælling gennem valgmodulerne

 

Det gik hurtigt – siger vi nu!


Da det stod på føltes det ofte, som at have fødderne i kviksand. Vi arbejdede og søgte med lys og lygte, med hakke og skovl og jo mere vi gravede – jo mere følte vi nødvendigheden af at turde synke dybere i – synke dybere ned.
Uden vi vidste det, var RAS i gang med at styre vores opmærksomhed, de tolv kranienerver trak i trådene, som en harmonika vekslede vi imellem det sympatiske – og det parasympatiske nervesystem. Lillehjernen koordinerede og bragte os trygt igennem lærdommens korridorer, alt imens binyrebarken sørgede for modstandsbevægelsens overlevelse og klargjorde stresshormon soldaterne.


Én gang i kvartalet, kom vi som fisk op til overfladen, snappede efter luft og fik tilført den nødvendige ilt for at kunne kæmpe videre, for at forstå og overleve i rørte vande. Vi fik tilført ny viden, ny energi og nye opgaver.
De stod på spring derude: Inge, Dorte, Ulla, Anni, og John. De smed alt fra proteiner og sødestoffer og fordøjelse til arousal, frygtstyring og NPR lige i synet på os og galoperede rundt med stor selvfølgelighed i begreber der lige så vel kunne være navnet på en russisk rundkørsel som den 10ende kranienerve.


Der var kødannelse ved Pons, og Thalamus var pænt knotten over presset der syntes at blive ved og ved. Basalganglierne svedte, det var ikke nemt at holde motorikken på ret kurs, og få det hele programsat. Putamen kom over alt imens den kækt råbte: 1 - 2, 1 – 2.
Nucleus caudatus havde den store sigte fremme, og alt hvad den havde af kar og skåle var taget i brug for at sortere og videresende informationerne til gangstativerne. Nucleus accumbens havde gang i Dopamingryderne og det røg og dampede fra hulen.
 

Tiden gik og presset steg, panikken og frustrationerne blev tydelige og som dyndspringere, klistret ind i de Tre Niveauer, sprællede vi nu i det neuropædagogiske net. Vi sprang gennem bølger af aktiveret Amygdala og Hypothalamus, kæmpede mod Noradrenalin mens vi forgæves råbte på hjælp fra Dopamin og Cortisol. Hippocampus forsøgte af al magt at finde ledetråde og erfaringer frem, gjorde det umulige og fandt frem til det forjættede bibliotek hvor meget var blevet lagret, og længe søgte vi efter den rigtige nøgle til at åbne døren dertil.
Fronten nærmede sig mere og mere. Tiden var knap og gøremålene mange. Fridagene var svære at finde og mellem vagterne flød sms’erne i en lind strøm. Ordene forsvandt i den elektroniske kommunikationsbank og vi rustede os. Nu skulle slaget stå, nu skulle vi se om vi kunne slå til og forankre det stof som vi var gjort af.
 

Axonerne brølede: ”Fire & Wire!” og neutransmittere fløj igennem luften og skabte synapser vi aldrig havde set komme. Flere og flere og inden vi fik set os om fyrede de samtidigt og uden ophør. Orbitofrontal cortex var sat fra bestillingen og vi troede at haglbygerne af information aldrig skulle få ende! Og så pludselig en dag, netop som vi næsten ramte hjernestammen, så skete det:
 

Gyrus cingularis brød igennem , parietallappen rejste sig op i en ny erkendelse af hvem vi var, Insula fandt Kleenexene frem og tørrede i stolthed sine øjne. Orbitofrontal Cortex hævede sin dybe fyldige stemme og lod sin anerkendelse synge ud over dem alle, fortalte dem om tiden før og tegnede fremtiden der ventede. Dorsolateral præfrontal cortex havde travlt henne ved fremviserapperatet og sendte de mange dejlige beskeder ud til de andre i fællesskabet og samtidigt med at lysbillederne blev kategoriseret og fremvist i overensstemmelse med hele Neo Cortex. Den lange Thalamiske vej var skabt, HPA – aksen var neutraliseret og verden blev farvet af Dopamin og Opioider der hånd i hånd gik ud i verden for at inspirere og implementere den ny viden i den gamle verden.

 

 

Gitte og Linda (Studerende, hold 22B)
 

Sidst opdateret 08-07-2013 af Yuki Lone Daqvad
Neuropædagogisk Kompetencecenter | Skolevangen 45 | 9800 Hjørring | 72 69 04 55 | kal@ucn.dk